THE ANGKOR CONNECTION
Apsara-udskæringerne i Angkor: Mytens tid i sten
Angkor Wat rummer omkring 1.800 udskårne apsara-figurer, født af en hinduistisk skabelsesmyte — historien bag udskæringerne, og hvordan de blev til en levende dans.
Se billetter til Apsara-dansmiddag på GetYourGuide ↗Næsten 1.800 ansigter udskåret i sten
Angkor Wats vægge rummer et usædvanligt stort antal udskårne kvindefigurer — en forskningsopgørelse dokumenterer mere end 1.796 afbildninger af devataer, med frisurer, hovedprydelser og smykker, der varierer meget. Forskere bruger to navne om dem: devata om de stående, enkeltstående figurer i vægnicher og apsara om de mindre grupper, der vises dansende eller flyvende i procession.
Myten: at kærne havet for udødelighed
Apsara-udskæringerne går tilbage til en hinduistisk skabelsesmyte, Kærnningen af Mælkehavet, hvor guder og dæmoner indgik en skrøbelig alliance for at kærne det kosmiske hav med Mount Mandara som støder og slangen Vasuki som reb i håb om at frembringe udødelighedens eliksir. Angkor Wats østlige galleri rummer en udskæring af scenen — 88 devaer (guder) og 92 asuraer (dæmoner) låst i tovtrækkeriet, med Vishnu selv, i skildpaddeform, der holder bjerget stabilt under dem. Mens havet blev kærnet, hævder myten, at apsaraer steg op af skummet — himmelske dansere født af selve anstrengelsen.
Beyond Angkor Wat
Apsara- og devata-figurer er ikke unikke for Angkor Wat — udskårne dansere og himmelske ledsagere optræder i hele det større Angkor-kompleks, fra de rolige, mangesidede tårne i Bayon til mindre templer som Banteay Srei, kendt for nogle af de dybeste og mest intrikate stenudskæringer i regionen. Motivets udstrækning spænder over omkring det ottende til trettende århundrede af khmer-tempelbygning, et vidnesbyrd om, hvor centrale disse himmelske figurer var for imperiets religiøse kunst gennem flere hundrede år, ikke et enkeltstående indfald på et enkelt sted. Deres positurer, kostumer og hovedprydelser varierer også mærkbart fra tempel til tempel og afspejler ændringer i mode og kunstnerisk stil gennem århundrederne.
En myte, der overlevede en religion
Angkor Wat blev bygget i det tolvte århundrede som et hinduistisk tempel viet til Vishnu og skiftede derefter gradvist mod buddhistisk brug i de følgende århundreder, efterhånden som theravada-buddhismen blev Cambodjas dominerende tro. Apsara-motiverne overlevede denne overgang stort set intakt — udskæringerne blev på væggene, og de himmelske dansere forblev et genkendeligt og værdsat motiv i den khmeriske visuelle kultur, selv da den religiøse ramme omkring dem ændrede sig, og da buddhistiske helligdomme og statuer blev tilføjet side om side med de ældre hinduistiske udskæringer. Denne kontinuitet er en del af forklaringen på, at figurerne stadig har genklang i Cambodja i dag, langt uden for enhver enkelt religiøs tradition.
From carving to choreography
Apsara-dansen, som opføres i Siem Reap i dag, er ikke et ubrudt, ældgammelt ritual — det specifikke stykke, Robam Tep Apsara, blev genskabt i 1950'erne under dronning Sisowath Kossamak, efter at hun så skolebørn opføre en dans med reference til Angkor-reliefferne og besluttede at formalisere den. Hun genskabte den ud fra en eksisterende dans, Phuong Neary, med Angkor-reliefferne som inspiration, og hendes barnebarn, prinsesse Norodom Buppha Devi, dansede rollen først og var med til at fastlægge den som et permanent stykke i Den Kongelige Ballets repertoire. Det er et sjældent, dokumenteret tilfælde af en moderne dans komponeret for bevidst at svare på en tusind år gammel udskæring.