BEYOND THE APSARA
Ud over Apsara: De andre danse i et show i Siem Reap
Apsara-nummeret er det mest kendte, men middagsshows i Siem Reap kan også rumme deres egne folkedanse — hvad står der ellers typisk på programmet, og hvorfor.
Se billetter til Apsara-dansmiddag på GetYourGuide ↗Apsara åbner, men fylder ikke hele aftenen
Et typisk middag-og-dans-program i Siem Reap kan strække sig over fem separate indslag på omkring en time, og Apsara-dansen er det mest genkendelige nummer, men kun en del af en bredere gennemgang af khmerernes scenekunst, der blander klassisk hofdans med regionale folketraditioner. Programmerne varierer fra sted til sted og ændrer sig over tid, så det er værd at betragte enhver specifik opstilling som vejledende snarere end fastlagt, men den overordnede form — en klassisk åbner, flere folke- eller fortællenumre derefter — er nogenlunde ens på tværs af Siem Reaps middagsteatre.
Scener fra Reamker
Nogle programmer inkluderer et kort uddrag fra Reamker, khmerernes genfortælling af det hinduistiske Ramayana-epos og, side om side med Apsara, et af de mest betydningsfulde fortællende værker i klassisk khmerdans. Disse uddrag trækker typisk på historiens abehær — deraf Sva, eller abe-karaktertypen, der historisk blev danset af mænd under en rolleændring foretaget i midten af det 20. århundrede — og giver et middagsshow-publikum et glimt af khmerdans-dramaets fortællende side, komplet med maskerede Yeak-kæmper og navngivne karakterer, adskilt fra det ordløse, rent gestuelle Apsara-nummer, der normalt åbner aftenen.
Folkedans-mellemspillene
Sammen med de klassiske numre fletter de fleste programmer lettere folkedanse ind, der repræsenterer det landlige cambodjanske liv — en fiskedans, der efterligner rytmen i at kaste og hale net, en kokosdans bygget op omkring den rytmiske trommen på halve skaller og nogle gange en påfugledans med kurmageri-tema, der trækker på fuglens prangende optræden. I modsætning til det klassiske repertoire var folkedanse aldrig forbeholdt det kongelige hof — de udviklede sig i landsbyer over hele landet og blev opført ved høstfester og fællesskabsfejringer. Disse numre er hurtigere, mere legesyge og mere åbenlyst fortællende end det langsomme, formelle Apsara-nummer, og de er inkluderet blandt andet for at vise besøgende, at khmerernes scenekunst rækker langt ud over paladstraditionen ind i regionalt og dagligdags liv.
Kostumer og musik markerer skiftet
Du kan normalt se forskel på et folkenummer og et klassisk nummer ved et øjekast — folkedragter foretrækker lyse, ensfarvede hverdagsdragter frem for den klassiske forms guldbrokade og lagdelte hovedbeklædning, og dansernes fødder, hænder og ansigter bevæger sig mere frit, uden de faste, kodificerede stillinger i det klassiske ordforråd. Den ledsagende musik skifter også og bevæger sig i et hurtigere, mere rytmisk tempo end pinpeat-ensemblets statelige akkompagnement til Apsara. Den kontrast er bevidst programmering: at veksle mellem et langsomt, formelt klassisk nummer og hurtigere folkenumre holder et middagsshow-publikum engageret gennem et par timer i stedet for at holde ét register hele vejen igennem.
Hvorfor kombinationen er hele pointen
At sætte Apsara sammen med folkelige indslag er ikke fyld — det afspejler den ægte bredde i khmerernes scenekunst, fra en hoftradition knyttet til Angkors tempeludskæringer til danse, der hører til almindelige landlige samfund snarere end en kongelig husholdning. Begge grene blev ramt af 1970'ernes omvæltninger, og begge måtte genopbygges bagefter ud fra, hvad udøvere og lærere stadig kunne huske. At se begge i løbet af én aften giver et fyldigere og mere komplet billede af cambodjansk dans, end Apsara-nummeret alene kunne, selv om det er Apsara-dansen, der har lagt navn til aftenen.